Prøv lige at forestil dig, da vores forfædre skulle snige sig ind på et bytte, der skulle nedlægges, og man kunne havde snilde, list og lydløshed at gøre godt med.
Den mindste knækken med en kvist under foden, og så kunne den jagttur være ødelagt, og byttet kunne være over alle bjerge, så man måske skulle vente flere dage, før man kunne komme tæt på byttet igen.
Så skulle man atter vende tomhænder tilbage til lejren for at fortælle, at man atter måtte tage til takke med bær og grønt for at stille den værste sult.
Mon ikke, der har været en i flokken, der stod for ansvaret med at jage, der har tænkt sig til, hvor skønt det ville være, hvis man dog bare kunne lokke dyrene til en, fremfor man selv skulle opsøge dem hver gang,
Det ville da gøre jagten så uendelig meget lettere!
Så har de sikkert forsøgt sig med at efterligne de lyde, som dyrene lavede, de gerne ville fange, og måske havde man også heldet med sig, som man blev bedre og bedre til det og lærte metoderne videre til de næste generationer.
Reelt vidste man jo ikke, hvad man “sagde” til dyrene, som kunne være alt fra en advarsel, opfordring til kamp eller måske ligefrem et parrings-kald.
Hvis vi lige spoler mange år frem til nu, så er denne jagtmetode blevet forfinet til, at det er blevet en helt kunstart i sig selv at kunne lave lokkekald, der kan lokke alt fra ænder til andre dyr tæt på sig.
Mange jægere kunne ikke forestille sig at tage på jagt uden et lokkekald, og det er blevet en uundværlig del af jægerens sortiment, når der skal jages.
Det er faktisk de eneste lyde, som der bliver tilladt at ytre ude på jagt, og sådan skal det også være, så byttet kommer til en, fremfor man skal for langt væk for at finde det.
